fbpx

ADHD er bare dårlig opdragelse

Suk. Netop den sætning har jeg hørt til hudløshed igennem de sidste 13 år. Til at begynde med kunne sådan en sætning bringe mig helt ude af fatning. Jeg blev både provokeret, vred og ufattelig ked af det på samme tid. I dag bliver jeg ”bare” ked af det. Ikke fordi det rammer mig personligt længere, men fordi at fordommene omkring det, at have et barn med ADHD, ikke er blevet ret meget anderledes end for 13 år siden.

 

De spydige, bedrevidende og sårende kommentarer kom fra mange steder. Familie, kolleger, venner og sågar også fra personer som egentlig burde vide bedre – kommunalt faguddannede. Jeg glemmer aldrig den dag hvor min stortudende 10 årige søn kom hjem midt på dagen og forsøgte at fortælle hvad der var sket ude på legepladsen. Igennem gråd og snot fik han fortalt, at hans støttepædagog havde sagt til ham, at hvis ikke han snart lærte at opføre sig normalt, så vil han ende op i en ungdomsfængsel.

Godt så. Jeg forsøgte at vende og dreje ind i mit hoved hvordan det kunne retfærdiggøres, at en specialuddannet voksen kvinde kunne tale på den måde til en 10 årige dreng med en ADHD diagnose. Min overbevisning sagde, at det kunne på ingen måde retfærdiggøres. Jeg kontakte hende da med det samme og ville gerne høre hendes version af historien inden jeg dømte hende helt ude. Hun bekræftede Elias´ historie og kvitterede med ”ja, hvis han dog bare havde fået en bedre opdragelse”. Mor blev ikke skuffet  – mor blev vred. Og meget vred endda. Min indre hun-djævel fik frit løb. Jeg behøves vist ikke fortælle, at det blev enden på vores samarbejde.

Alle kan bukke under for systemstress

Hele pointen med min personlige historie er, at ikke alle forældre til børn med diagnoser – og det er uanset om det hedder ADHD, angst, autisme eller andre kognitive udfordringer – er lige ressourcestærke og har både styrken, modet og viden til at kunne sige fra overfor dumsmarte bemærkninger, sætte sig ind i handikaplovgivning og til at bede om kompetent hjælp. Der er rigtig, RIGTIG mange forældre som på ét eller andet tidspunkt bukker under for det der kaldes systemstress og påvirkninger af skyld og skam fra omgivelserne.

Jeg har også været der. Faktisk flere gange. Altså nede med systemstress. Og skammen over følelsen af, ikke at kunne hjælpe mit barn noget mere. Men vi gør alle det bedste vi kan med de ressourcer vi har – og der findes faktisk muligheder for hjælp til kampen. Især hvis det er kommunen står i modsatte ringhjørne.

Efterværn med hjælp fra freelance socialrådgiver

For godt 3 år siden faldt jeg over et ord – Efterværn. Jeg fik ad omveje at vide, at det ville give god mening at sikre efterværn for Elias INDEN han fyldte 18 år. Formålet med efterværn er at bidrage til, at den unge får en bedre overgang til en selvstændig voksentilværelse.

Jeg vidste intet om efterværn dengang men havde hørt at det ikke altid lige let at få sikret efterværn. Jeg følte en afmagt over endnu en paragraf at skulle sætte mig ind i, og jeg kunne godt mærke at mine kræfter var ved at slippe op. Så jeg valgte at investere i en Freelance Socialrådgiver. Èn som kendte systemet indefra og ud og som hurtigt kunne sætte sig ind i vores situation og føre Elias´ sag overfor de instanser der skulle bevilge Elias´ dyrebare efterværn. Det viste sig at være den absolutte bedste beslutning nogensinde, for i dag bor min søn i egen lejlighed, har masser af støtte og rådgivning omkring sig – og jeg er startet, med god samvittighed, på et helt nyt kapitel i mit liv som selvstændig.

Jeg vil stærkt anbefale at besøge hjemmesiden og se om der måske findes en dygtig freelance socialrådgiver som kan hjælpe i jeres situation. Jeg brugte selv Søren Møller Petersen og ham vil jeg til hver en tid anbefale som en super kompetent og skarp medspiller.

Bedste hilsener
Carol