Jeg husker som var det i går, at jeg blev ramt af det første slag i mellemgulvet. Opringningen fra lilleskolen der skulle vise sig at være både skæbnesvangert og det første af slagsen. En meget vævende stemme der, i telefonen midt under forberedelserne til aftensmadens, fortalte mig alt og intet på samme tid. Jeg afbrød talestrømmen af intethed og spurgte ”hvis ikke jeg vidste bedre, så lyder det som om I smider Elias ud af klassen”. ” Ja, det gør vi også” – lød det promte fra klasselæreren. Det var 6 uger inde i skolestart i 0. klasse og da var min søn lige fyldt 6 år samme forår.
Fra den dag blev jeg en frådende hunløve
Adrenalinen fik mit hjerte til at køre med fuldt tryk og jeg følte som om jeg viskede mit næste spørgsmål. ”hvad gør jeg så?” Det kunne hun så ikke svare på. Jeg spurgte ind til om der var sket noget slemt. ”Elias kan ikke sidde stille i timerne og der er forældre som ikke vil have deres børn i samme klasse som ham” Slag nr.2 var lige så velplaceret som det første. Tårene trillede lige så stille ned ad mine kinder og jeg fik fremstammet et farvel. Jeg var rystet. Og ufattelig ked af det på mit barns vegne.
Godt 9 måneder efter det første møde med det ikke-inkluderende skolesystem, fik min søn diagnosen ADHD fra Børnepsykiatrien i Riiskov. I de næste 10 år der fulgte, lærte jeg en masse om at navigere i systemet når man har et barn med det medfødte handikap – både de gode sider og de knap så flatterende. Viden blev til guld og kildekritik var og er stadig essentiel. Jeg lærte om konfliktløsning, struktur, at tænke strategisk, medicin kontra alternativ muligheder, kostens indvirkning, tilsætningsstoffer, handikaplovgivning og rettigheder, terapeutiske redskaber, angsten der fulgte med i kølvandet og en hulens masse andet. Der fandtes ingen quickfix. Selvom jeg følte jeg var helt alene med mine følelse af, at det kun var mit barn som havde det svært – så indhentede virkelighed mig hurtigt. Der var dengang og der er stadig, rigtig rigtig mange børn og unge som har det super svært. Facebook blev mere og mere fremtrædende og små grupper med kede af det og frustrerede forældre dukkede op. Det blev min redning fra, at gå helt ned i afmagtens dyb. De selvudslettende tanker om, at det var mine evner som mor eller mangle på samme blev hurtigt gjort til skamme. Det var den første vigtige lektion. Den og læren om søvn.
Jeg fandt ud af, at især én ting var uhyre vigtig for os som familie, og det var at få helt styr på søvnen. Putteritualerne op gennem årene kunne variere fra uge til uge og år til år, men det var altafgørende at Elias fik sin søvn – og jeg med. Det lykkedes, for det meste, at 4/5 ud af ugens 7 dage blev gode søvn nætter.
Søvn påvirker vores psyke, immunsystem og hukommelse – og det er helt centralt for hjernen og kroppens udvikling, at vi får vores nattesøvn. De dage hvor jeg ikke fik min søvn, da var jeg mere pirrelig, blev hurtig ked af dag og var mere tilbøjelig ikke at have tålmodighed med Elias. Og fik Elias ikke sin søvn heller, så kom vi ind i en hurtig nedadgående ond spiral af flere konflikter i hjem og skole, unødig skældud, ingen appetit og igen en dårlig putteritual og nattesøvn. Uholdbart, opslidende og afmægtig. En gammel, slidt ærtepose jeg engang fik fra min nu afdøde mor skulle vise sig at få en kæmpe indvirkning på både Elias´ og mit søvnmønster. Og så kunne den endda varmes i mikroen. Læs med i næste blog – Den vigtige søvn – og manglen på samme